Search

simpeltogsvedigt

Ærgelsen over dårlig kvalitet huskes længere end glæden over en lav pris

Lagkager – én til hver

Jeg er vild med lagkager – de hører til, når der er fødselsdag.

Hvad indholdet derimod angår, så er der ingen rigtig måde at lave lagkage på, hvilket jo egentlig bare gør det sjovere og hyggeligere at begive sig ud i projekt lagkage. Jeg lavede 61 minilagkager til min venindes fødselsdag – én til hver – så alle kunne få præcis den lagkage, der var deres favorit.

Og ja – det tog meget lang tid (også længere end forventet) på trods af, at jeg undervejs sænkede ambitionsniveauet og nøjedes med at lave tre forskellige varianter af indhold og så dekorere dem forskelligt. Mens de andre pyntede op, dækkede bord og satte fadølsanlæg op, stod jeg med en allieret i køkkenet og udstak små bunde, stablede dem med enten chokocreme, kagecreme med friske brombær eller vaniljecreme og dekorerede dem efter bedste evne.

Jeg bager sommetider bundene selv, men da tiden var knap og pengene lige så, er nettos de billigste et hit, hvorfra der kan udstikkes 7-8 små lagkager af en pakke. Uanset hvilke bunde jeg vælger, smører jeg altid en god, mørk smeltechokolade på ALLE bundene og lade dem tørre inden opbygningen. Det giver en dejlig knasende konsistens, et ekstra pift og god smag. Hvis man er mere til glasur, vil jeg stadig råde til, at alle bundene får et lag.

Der findes tusindvis af opskrifter på gode bunde, gode kagecremer osv. så det vil jeg ikke forsøge at hamle op med. Jeg er selv vokset op med en lagkage lavet med chokolade på bundene, kagecreme vendt med flødeskum og brombær (både friske og frosne kan bruges – husk dog at si saften fra), marcipan omkring og flødeskum som dekoration. De smager virkelig godt – især dagen efter-  og ser smukke og enkle ud.

God fornøjelse!

Advertisements

Kolde appelsinpandekager

Svedigt, men knap så simpelt… Ikke fordi det er svært, men det er bestemt tidskrævende.

Alligevel vil jeg opfordre til at servere disse kolde pandekager, for det skaber bestemt glæde ved bordet. De er rigtig flotte, når de serveres, det er ret enkelt at få det til at ligne en million, og så smager de altså virkelig godt. De er stærkt inspireret af eller nærmest tyvstjålet fra Blomsterberg på DR- har sådan set bare byttet citronen ud med appelsin, og pandekagedejen og confit’en er lavet på gefül…

Fra idé til appelsinpandekager (se evt. linket til Blomsterberg)

Dagen før: Her laves cremen først, så den kan nå at blive helt kold inden, at den skal smøres på -de også afkølede- pandekager.

Appelsincremen
2 blade husblas blev lagt i blød i koldt vand, imens en plade god, hvid chokolade blev finthakket. En kvart fløde blev bragt i kog og hældt over i en skål. Stille og roligt kom chokolade ned i skålen til fløden og smeltede. Husblassen blev vredet fri for vand og kom herefter i chokoladefløden, hvor den blev rørt ud. Sidst det lille tvist – lidt appelsinskal og et par dråber appelsinsaft. Blev sat koldt indtil mine pandekager var færdige og helt kolde og appelsinconfit var færdig.

Min nemme confit – smart ord for sirup

Lidt vaniljesukker (stand eller pulver), en god håndfuld sukker, friskpresset appelsinsaft og lidt vand blev kogt op, indtil konsistensen var tyk men stadig ret flydende. Så afkølet i en tæt beholder, hvilket gør, at den kan holde sig nogle dage på køl.

Glaskaramel som Blomsterberg
Flormelis blev smeltet over svag varme til gylden karamel, og ved brug af en spiseske lagt over på bagepapir og strøget let ud. Blomsterbergs trix med at vende bagepapiret nedad mod et andet stykke bagepapir, når karamellen skal bruges, kan klart anbefales – så slipper de lettere og brækker ikke.

Pandekagedej –blev lavet på slump, men der findes tusind gode opskrifter på nettet, hvis man ikke lige tør kaste sig ud i det 🙂
De er lavet på mel, æg, sødmælk, sukker og vaniliesukker.

Da pandekagerne skulle samles… blev  den kolde citroncreme pisket luftig med en håndmikser og fordelt jævnt over de nu kolde pandekager, der bagefter blev rullet stramt sammen og lagt på køl indtil dagen efter, hvor de blev skåret ud i som vist på billedet, og glaskaramel og sirup blev serveret til.

Rødbedesalat med persille

Havde rødbeder tilovers og faldt over denne salat. Simpel og lige til, og så ser den fantastisk ud på tallerkenen.

Fra idé til rødbedesalat:

Skrællede og rev rødbederne på rivejernet og vendte det sammen med revet parmesanost, 2 fed pressede hvidløg og en stor håndfuld hakket persille. Dertil en god olivenolie rørt med salt, peber og citron. Sådan…

Smuk vintersalat

Har endnu en gang været hjemme og plyndre haven, der trods kulden stadig byder på herligt grønt. Og hvis man ikke er så heldig, at farmand har haven fuld, så er det årstidernes grønt i butikkerne.

Fra idé til denne flotte og velsmagende Vintersalat:

Rosenkål og grønkål fra haven. Et stort rødløg, græskarkerner, æble og økologiske, tørrede abrikoser.
Dressing af  olivenolie, vineddike, salt, peber og vigtigst af alt honning. Tror også jeg smed lidt sennep i, men det er en smagssag.

Grønkålen skylles og rives, skæres eller klippes i meget små stykker. Husk ikke at bruge stammen i bladene, da de er seje og kedelige at tykke på. De yderste blade på rosenkålen pilles af, og også de skæres i små stykker, ligesom løget, æblet og abrikoserne. De små stykker gør salaten mere delikat og knap så tung og grov.

Det hele blev vendt sammen og overhældt med dressingen og vupti – en smuk og meget velsmagende salat, der passer perfekt til årstiden. Jeg serverede den i går til laksedeller, men synes egentlig, at den går til det meste!

 

 

 

 

Knækbrød

Jeg er gået med på “se mig, jeg har overskud”-bølgen. Men må indrømme, at jeg blev overrasket over, hvor simpelt knækbrød var at lave, og hvor godt det smager, selv sammenlignet med det dyre gourmetknækbrød fra Urtekram, som jeg ellers har sværget til længe. Og det bedste ved det hele; man kan bruge lige de frø og kerner, man har i køkkenet, opvask er minimal og ingen fedtede fingre.

   

Fra idé til knækbrød:

Knækbrødene her er lavet af 1 kop sesamfrø, 1 kop hørfrø, 1 kop solsikkekerner, 1 kop græskarkerne, lidt bagepulver, salt, 1 kop hvedemel og 2 kopper durum-pizza mel. Man kan sagtens kun bruge hvedemel, men efter at have eksperimenteret, er jeg kommet frem til, at jeg bedst kan lide dem sådan her. Har også en gang imellem puttet en kop havregryn i for at gøre dem ekstra sunde – hvilket slet ikke var tosset.
Alt rørtes sammen og omkring 1 kop god olivenolie og 2 kopper vand hældtes i, så dejen blev jævn og sammenhængende, men stadig forholdsvis klistret. For bedste resultat må man desværre prøve sig lidt frem, for olie og vand afhænger af, hvor meget mel og havregryn man har puttet i.
Jeg delte dejen i to og rullede den ud mellem 2 stykker bagepapir. Min
kagerulle er forsvundet i flytningen, men et herligt oldemortrix er at bruge en flaske i stedet. Det øverste lag papir fjernes og dejen skæres ud i passende knækbrødsstørrelser, og der kan evt. pensles med mælk eller et let pisket æg, for at give en smuk gylden farve.

Det bages i en forvarmet ovn ved 200 grader til de er sprøde og gyldne – lidt under 20 min cirka.

– Det emmer af overskud, sundhed og smager himmelsk!

Vinter jordskokkesuppe – thaiinspireret

Der er stadig gang i haven trods vinteren, og for min far har de sidste par uger stået på opgravning af jordskokker – hvilket jeg har nydt virkelig godt af!

Denne thai-jordskokkesuppe er lavet efter opskriften i Suveræne Supper, og den kan varmt anbefales. Især nu hvor vinteren og kulden har indhentet os, er suppe jo et hit.

Fra jordskokker til suveræn suppe:

Lidt over et halvt kilo jordskokker skrælles og skæres i halve.  Et par store løg i kvarte, halve hvidløg, revet ingefær (der kan bruges pulver) og to stængler citrongræs svitses i gryden i rød karrypasta og olie. En god idé er at skære citrongræs over og med knivens side, presse dem lidt i stykker. Det får smagen frem i dem – det samme gælder hvidløget.
Jordskokkerne røres i gryden, kogt vand og flydende grønsagsbouillon tilsættes og det hele simrer ca. 20 min under låg, eller til jordskokkerne er til at mose let med en gaffel.

Det blendes og efterfølgende tilsættes kokosmælken, limesaft og salt efter smag.

Vil stærkt anbefale ikke at holde igen med karrypasta, ingefær og limesaft – det er sundt, stærkt og surt på den herlige måde. Serverede suppen med friske koriander og et godt saltet brød til. Så kan vinteren bare komme an!

Det brugte jeg:

citrongræs
løg
hvidløg
ingefær
rød karrypasta
grøntsagsbouillon (helst en god, flydende én)
kokosmælk (ekstra sund, så brug light – det giver næsten samme resultat)
lime
friske koriander

2 herlige retter – Perlespeltotto og jordbær med hvid chokocreme og rosmarin

Er blevet stor fan af perlespeltottoen og serverede den for vennerne hjemme hos mig selv, så udstikkerne kunne komme i brug – det ser altså bare lidt mere appetitligt ud. Denne gang  med bagt serranoskinke, der gav retten lidt mere bid og en flot ekstra farve…

Jordbærdessert med hvid chokocreme og friteret rosmarin inspireret af en dessert jeg fik på Scarpetta. Den skal finjusteres lidt, men jeg kan klart anbefale blandingen af hvid chokolade, jordbær og rosmarin. Det er mums

.

Fra idé til dessert:

Til den hvide chokoladecreme brugte jeg naturligvis hvid chokolade, som jeg hakkede til små stykker, hvorefter jeg lidt efter lidt hældte varm (ikke kogende) fløde over til det hele var smeltet sammen. Cremen skal kunne hældes, men ikke være alt for tynd. Jeg tilsatte lidt citron skal, lod den stå koldt et par timer og siede cremen gennem en sigte lige inden servering.

Rosmarinen smed jeg i kogende smagsløst olie – de skal ikke have for lang tid, da de så mister den grønne farve og ser trætte og brune ud – og lod dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.

Det kan godt være, at det ikke var præcis som på Scarpetta, og at de formåede at servere den lidt lækrere, men smagen fejlede bestemt ingenting.

Loppefund

Denne multikøkkenmaskine kom min kæreste slæbende hjem med forleden efter en tur på loppis, og jeg blev henrykt. Sikke en gave. Godt nok fylder den en hel del, men jeg er vild med den og retrofarven. Den skal klart stå fremme og pryde vores nye køkken. Det bliver som en leg at lave mad fra nu af – hvis den altså virker.

Den grønne perlespelt-otto

Min favorit risotto er den grønne spinat og svampe risotto. Den ser smuk ud på tallerkenen og smager herligt.
Lavede dog en ny varient i går, da jeg brugte øko perlespelt i stedet for risottorisene. Risotto er tidskrævende, og denne tog endda lidt længere tid, da perlebyg ikke suger væsken til sig på samme måde, men resultatet var bestemt ventetiden værd – og så er det jo en del sundere end de hvide ris, selvom retten virkelig også er god med risottoris.

Fra idé til grøn perlespelt-otte

Spinatpaste:
Blendede frisk spinat med lidt hvidløg, lidt parmesan og hvidvin til en fast paste.

Sauterede løg (rød eller almindelige) og lidt hvidløg på en pande i olie, smed smør i og svitsede perlespeltet i et minuts tid, så de sugede lidt af smagen fra smør og løg. Derefter hældte jeg en god sjat hvidvin over og dryssede med salt og peber under konstant omrøring. Der  blev skruet ned for varmen og bouillionen kom i lidt efter lidt. (Jeg brugte en flydende hønsebouillion, da det skulle serveres til lidt stegt kylling, men anden bouillion kan også bruges). Sådan blev jeg ved indtil perlespelten var mør og spiseklar.

Imens svitsede jeg flere løg og svampe på en anden pande og rev en stor håndfuld parmesan.

Til slut blev spinatpaste og svampe vendt i og lige inden servering også en håndfuld parmesan.

Skal man imponere nogen, ser det drøn godt ud at servere ottoen ved brug af en udstikker – jeg lavede mad hos en veninde, så havde desværre ikke mulighed for det, men læg udstikkeren på tallerkenen og fyld den med ottoen, glat den på toppen og løft forsigtigt udstikkeren væk fra tallerkenen igen.

Blog at WordPress.com.

Up ↑